Hestetangs Å og Brede Enge

Mølleåens udspring
Det præcise udspring af Mølle Å ligger et sted imellem Buresø og Bastrup Sø, og herfra fortsætter vandet sin vej mod Øresund. Først skal det dog passere igennem de store søer, Farum Sø, Furesø og Lyngby Sø, samt en række kunstige mølledamme på den nedre å-strækning, førend det passerer ud i havet ved Strandmøllen.

Den øvre del af Mølleåen hedder egentlig Hestetangs Å. Navnet har delvist fortabt sin oprindelse, men Hestetang kan enten betyde ”landtangen, hvor man sætter hæs” (hæs = stativ til at tørre hø), eller blot hentyde til de græsgange, som arbejdsdyrene blev sendt ud på. Uanset, så refererer begge betydninger til det faktum, at der langs med Hestetangs Å findes en række enge og moser, som tidligere leverede hø og græsningsarealer til landbruget. En del af disse er artsrige rigkær og/eller kildevæld, som du kan læse mere om her. RigKilde LIFE har til formål at genoprette, pleje og genskabe rigkær og kildevæld.

Der findes stadig en del fine rigkær i Øvre Mølleådal, med Småsøerne som den absolutte perle. Her vokser melet kodriver, hundredvis af orkideer, og den kødædende vibefedt. Brede Enge ligger ned til et sidevandløb, Vassingerødløbet, der løber ud i Hestetangs Å ved Hestetang Huse. Det var også tidligere omgivet af fine rigkær, men er igennem tiden blevet delvist tilplantet med nåletræer, eller de er vokset til i el og pil.

Ådalen er også levested for nogle sårbare dyrearter, som vi vil gøre en særlig indsats for. I området omkring Hestetangs Å er det stor vandsalamander og stor kærguldsmed, der begge lever en del af deres liv i vandhuller.